mandag den 26. oktober 2009

Sig det med blomster


Uha, de kan være svære, de blomsternavne. Og her virker det så ekstra kikset, at man staver samme blomsts navn på to forskellige måder på to skilte, der står lige ved siden af hinanden. Det venstre er bestået, mens det højre er dumpet.

Regne kan den stakkels butiksmedarbejder åbenbart heller ikke. Jeg kan altså vælge at købe 1 plante til 40 kr. eller 2 planter til 35 kr. - hmm, lad mig nu se ... hvad ville mon være smartest? Det påstås desuden, at man sparer 5 kr., hvis man køber 2 stk., men hvis 1 koster 40, og man køber 2 til 35, så sparer man vel 45 kr., eller hvad?

Og mystikken tiltager, hvis man læser undertitlen på det venstre skilt: "Dr. Ingrid Elapple Blossom" - hvad hulen skal det betyde? Er det mon en internationalt kendt botaniker af svensk-saudiarabisk afstamning med en fortid som Bond Babe, der har fremdyrket en særlig hybrid af denne prægtige plante? Forvirringen er total!

søndag den 11. oktober 2009

Forbilledligt

Der skal også være plads til ros på denne side. Jeg måtte stoppe op og klappe i hænderne over dette skilt, der udmærker sig ved fraværet af nogle af de mest almindelige fejl.

Tænk, at man skulle se "fladskærms-tv" skrevet korrekt i ét ord, MED bindestreg, fuge-s og "tv" med lille! Bemærk også den korrekte præposition "ad". Der er nogen, der har læst på lektien!

onsdag den 7. oktober 2009

Raske drenge gør rent?


Kan de dog ikke SE det?!

Den her etiket kunne jo næsten bruges som taleboble i en tegneserie med maritimt islæt. Man ser replikskiftet for sig: "Moppe, drenge - ja, fat nu redskaberne, og kom i gang!". "Javel, hr. kaptajn!".

søndag den 4. oktober 2009

In the Navy ...

Alternativ skiltning i italienskejet delikatessebutik.

En lidt sød misforståelse, som med al tydelighed illustrerer, at det danske sprog ikke altid er nemt for udlændinge.

torsdag den 24. september 2009

Skærm Klud ... men mod hvad?

De store, onde nullermænd, der gemmer sig bag sofaen?



Nu står der godt nok på pakken, at produktet er beregnet til "følsomme overflader", men det lyder jo til, at det er produktet selv, der er meget sart og derfor skal beskyttes.

Sjovt nok kan man godt finde ud af at skrive "mikrofiber" i ét ord. Sikke noget sløseri!

onsdag den 13. maj 2009

Hele 4 ting på én gang, eller hvad ...


Er der mon her tale om et salgsargument, der lover lidt for meget om produktet? Teksten giver jo anledning til at tro, at den yderst slanke pose indeholder hele 4 forskellige ting! Eller er der mon bare tale om en producent/reklamemand, som ikke kan sin grammatik? Det første ville jo være det sjoveste, men det er nu nok sidstnævnte, der er årsagen til denne misere.

Øv, øv, øv!

onsdag den 6. maj 2009

Skidt look

Her har en brilleforhandler forsøgt at oversætte sig til et slogan. Og hvor svært kan det være at slå to ord op i en ordbog og sætte dem sammen? Selve resultatet vil jeg ikke dvæle så længe ved, for det er, hvad man på godt jysk kalder "noller".

Langt mere interessant er det at gætte på, hvordan det oprindelige danske forlæg lød. Var den tilsigtede mening mon:

a) godt udsyn
b) god udsigt
c) god kigning
d) godt syn
e) godt udseende
f) noget helt andet ...

Uanset hvad, er det ikke lykkedes særlig godt. Og desuden er der jo slet ingen grund til, at sloganet skal være på engelsk.

mandag den 9. marts 2009

Istiden er over os

Mit gæt er, at denne isbutiks slogan også er "hjemmelavet"! :-)

Det er dog ikke sådan lige til at sige, om det er lidt kikset på en humoristisk måde, eller lidt humoristisk på en kikset måde.

Isen kan dog godt anbefales.

onsdag den 25. februar 2009

Forbudt for børn?

Er det mon derfor, at præmierne er under lås og slå? Måske er det kun heldige "Stempel", der har nøglen til skabet med de samlede præmier hos "Sunset Boulevard"?

Man fristes til at spørge: "Hvorfor må vi andre ikke lege med"?

Sjovt nok kan de godt finde ud af at skrive "børnemenu" korrekt .

tirsdag den 17. februar 2009

"Top nice!"


Åh, hvad skal man dog næsten sige til den her?!

Et lyst hoved på et reklamebureau har tydeligvis fået en, efter egen mening, god idé, men jeg synes nu altså, at den er temmelig kikset.

Skiltet giver anledning til at stille flere gode spørgsmål:
1) Hvorfor er det, at vi konstant skal belemres med skilte på engelsk, når nu vores modersmål er dansk?
2) Er det ikke kun en ærkekøbenhavner, der ville have held til at udtale butiksnavnet som "narjs" og dermed få ordspillet til at virke?
3) Og ikke mindst: Hvad laver den apostrof der?

Næh tak, må vi bede om sproglig fornyelse på dansk, tak!

søndag den 15. februar 2009

Hobbyfolkets nye mekka

På min vej til arbejde passerer jeg dagligt forbi butikslokalet på hjørnet af Frederiks Alle og Ny Banegårdsgade, hvor der før lå en antikvarboghandler. I mange uger var vinduerne dækket til med brunt papir, og man gik og var spændt på, hvad der mon skulle være i stedet.

Det viste sig at være en butik med hobby- og håndarbejdsting, men hvordan butikkens ejer dog har fundet på navnet, der med sine neonfarver ses på mange meters afstand, og hvordan det er meningen, det skal udtales og fortolkes, vides ikke. Jeg fremsætter her nogle teorier:

1) Bestyreren er en mokke.
2) Det er første butik en butikskæde, hvor der påtænkes filialer i det meste af verden (derfor det "internationalt" klingende navn).
3) Folk, der dyrker stramajbroderi, akvarelmaling og andre slige sysler, har tendens til at gå bersærk, når de kommer for at købe forsyninger.

onsdag den 11. februar 2009

Hvor skoen trykker

Sig mig, hvad laver den apostrof der!?

Her gik man og troede, at simple bøjninger af navneord var til at klare for enhver. Men det er tilsyneladende nødvendigt at repetere den basale børnelærdom: en sko, skoen – ingen apostroffer her.

mandag den 9. februar 2009

Formålsparagraf

Efter i mange år at have holdt stand mod trenden med kameramobiler har jeg for nylig måttet overgive mig og udskifte min trofaste gamle telefon med en af de famøse kameratelefoner. Det har den fordel, at jeg i hverdagen kan gå rundt og indsamle beviser for det sproglige forfald, der omgiver os.

Det indsamlede billedmateriale skal naturligvis bruges til noget, og derfor har jeg tænkt mig at samle det på denne side. Formålet med denne blog er således at dokumentere ubehjælpsomme og fejlbehæftede skilte, men også sjove, pudsige og spidsfindige skilte, som jeg møder på min vej.

Således bevæbnet med et fotodokumentationsaggregat huserer jeg altså i gaderne - lad intet skilt føle sig sikkert!